Min historie

 
Nierls Historie.jpg
 
 
 

HVORFOR FOLKETINGET?

Hvorfor skal jeg være i folketinget? Det er der mange, der spørger mig om. Hvad skal du der, spurgte Rashid mig om den anden dag, da jeg stod nede på torvet med Velfærdscyklen.

ALBERTSLUND

Det er der ikke kun et svar på men flere. Lad mig starte med at fortælle, hvor jeg kommer fra. Jeg kommer fra børnenes by, fra cykelstiernes by, fra byen med de lange kanaler, store grønne områder og rigtig mange flisebelagte stier og legepladser med ro og fred – helt afsondret fra trafikken. Jeg kommer fra Albertslund.

Når der var is på kanalen i Albertslund, så skøjtede vi frem og tilbage. Vi var mange dernede. Vi spillede ishockey og timerne fløj afsted. Der var børn, der gled på isen, som ikke havde skøjter, men så lånte vi vores skøjter og vores stave ud. Til gengæld havde Bilal altid den bedste madpakke med. Hans mor lavede sådan nogle trekantede brødstykker med ærter og kartofler i. Samosaer. De smagte fantastisk. Når isen tøede, så sprang vi fra isflage til isflage. Det var spændende og sjovt og vi blev våde.

Den gang talte vi ikke om, at nogen var fra Pakistan eller Marokko eller Irak. Vi havde et fælles ord for os. Vi kaldte os for børn. Nogle af dem havde endda mærkelige navne. Jan og Carsten for eksempel.

Vi mærkede da også en masse unge med hårde attituder, som var `uintegrerbare´. Hvem husker ikke Anders Matthesen, da han var ung?

DE STORE PASSEDE PÅ DE SMÅ

For mig var det en naturlig del af livet at være sammen om det. Vi hjalp hinanden. De store børn passede på de små. Jeg kan heller ikke løbe fra, at min mor og far lærte mig om social retfærdighed. Vi havde ikke meget, men vi havde et overskud og det var det overskud, som jeg lærte, at vi skulle give til andre.  

Derfor var det naturligt for mig at blive socialrådgiver. Jeg arbejdede med de mest udsatte børnefamilier i Brøndby Strand i adskillige år. Mit hjerte er stadig i Brøndby.

En af de første familier, jeg mødte, var Pia og hendes søn Mads. Jeg kom en dag uanmeldt på besøg og Mads på 8 år åbnede kun døren på klem. Jeg kunne se skammen og angsten i hans øjne. Jeg måtte ikke komme ind. Det handlede ikke om, at jeg ikke måtte komme ind. Det handlede om, at jeg ikke må se lejligheden og se, hvordan hans mor lå fuld på sofaen igen. Jeg fik ondt i maven. Det eneste jeg kunne gøre var at sætte mig på hug og give ham mit telefonnummer.

Men børnene skal ikke skamme sig, ingen skal skamme sig. Det handler om at få hjælp. Så kom jeg nogle dage efter og vi talte om, hvad havde Mads brug for og hvad Pia havde brug for. Efter mange samtaler, hvor vi lærte hinanden at kende, fandt vi ud af, at Mads havde bedst af at komme i en plejefamilie.

Pia er ikke længere alkoholiker. Hun er død. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis vi havde haft et bedre system, der havde hjulpet lidt før, så havde det måske ikke været nødvendigt, at Mads ikke havde sin mor i dag.

Spørg mig om, hvorfor jeg skal være i folketinget. Det skal jeg for Mads og Pia og alle de andre Mads og Pia´er, som også findes.

Jeg fandt ud af, at hvis jeg bare tilbragte tid nok sammen med dem, så ville problemerne gå væk.

Stille og roligt kom der en økonomisk krise. Der blev indført mere og mere bureaukrati. Arbejdet med udsatte mennesker blev hakket mere og mere op i stumper og stykker.

NÆSTFORMAND I DS

Derfor stillede jeg op og blev valgt som næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, for det ville jeg ændre på. Det jeg gjorde var at række ud til så mange socialrådgivere som muligt for at vi sammen kunne formulere den politik, der var brug for.

Vi formulerede en masse forslag, der skulle bruges til at ændre arbejdet, så vi kunne gøre en meget større forskel for mennesker ramt af krise og problemer. Vi gik til møder med adskillige ministre og investerede i at skabe relationer til dem. Har I nogen sinde været til kaffe hos ministeren? Kort fortalt var det ofte sådan her: Vi venter på at komme til, hun venter på, at vi går.

Hvad sker der? Vi skal redde hele verden og så får vi en halv times audiens. Der blev lyttet til det, vi nu kunne nå at sige på en halv time og så går man igen.

Der blev lyttet, men der blev ikke handlet. Vi fik en kanon opbakning hos socialrådgiverne, men fik vi skabt den forandring, vi drømte om? Nej!

Spørg mig om, hvorfor jeg skal i folketinget. Jeg fandt ud af, at hvis jeg skal skabe den forandring, så skal det ske fra folketinget af. Jeg vil repræsentere socialarbejderne og de udsatte mennesker.

DE ANDRE LED AF DET SAMME

Jeg opdagede gradvist, at alle de andre områder led af det samme. Pædagogerne, folkeskolelærerne, gymnasielærerne, sygeplejerskerne. Det er gået stejlt ned ad bakke gennem to årtier. Alle de institutioner, som er fuldstændig afgørende for, at vi har et velfærdssamfund og et stærkt sikkerhedsnet, der griber mennesker ordentligt, når de er syge og når de bliver arbejdsløse og når de skal uddannes.

Spørg mig om hvorfor jeg skal i folketinget. Det er dem, jeg vil være der for. Jeg vil genskabe det sikkerhedsnet.

Der skulle hvert år spares folk væk og dem, der var tilbage blev syge af deres arbejde. Samtidigt er der i mellemtiden kommet tusindvis af regler og nye systemer til. At overholde alt det sker på bekostning af relationerne og arbejdet med børnene, forældrene, eleverne – ja menneskerne.

Og hvad er der så sket i mellemtiden. Ghettoaftale. Paradigmeskifte. Lovgivning om tvungen håndtryk. Forbud mod at gå i burka. Straf af børn ned til 10 år. En øde ø.

Politikken har nået et nyt lavpunkt i Danmark. Symbolpolitik der bare sparker nedad. Flere og flere metoder til at tryne dem, som er svagest og har mindst. Mere og mere straf og tvang i socialt arbejde. Overfor ledige, hjemløse, unge, flygtninge og indvandrere.

Vi tvinger børn ned til 1 år i daginstitution og tager forældrenes penge, hvis de ikke kommer. Vi skær folk i ydelserne, fordi de ikke dukker op til en samtale. Det virker ikke. Det gør dem bare fattigere. Vi hetzer mennesker gennem beskæftigelsessystemet. Det er fyldt med mistillid.

Spørg mig om hvorfor jeg skal i folketinget. Det vil jeg for at ændre på lige præcist det – ved at involvere dem, som har den viden, der skal til. Det savner jeg i dansk politik.

VELFÆRDSCYKLEN

Samtalen er gået tabt. Derfor har jeg opfundet Velfærdscyklen. Jeg kommer fra Albertslund, jeg cykler, jeg taler med mennesker for at høre, hvad de står i af problemer og udvikler politikken derfra. Jeg cykler ud til dig, din familie, din arbejdsplads, din forening - du  skal bare invitere på besøg.

DET HANDLER KKE KUN OM OFFENTLIGT ANSATTE

Alt det her handler ikke kun om offentligt ansatte og udsatte mennesker. Nej, jeg tror på at mange andre ønsker en anden samfundsorden, en anden retning i dansk politik. Iværksættere. virksomhedsejere. Mennesker med ressourcer. Der skal være et godt liv, når vi bliver gamle. Der skal være et godt sikkerhedsnet, fordi det betyder alt for sammenhængskraften i vores samfund. Det har alle en bred interesse i.

FATTIGDOM

Under denne her regering har vi fået en stærkt stigende fattigdom. Uligheden er steget voldsomt. Det skyldes kontanthjælpsloftet, om 225 timers reglen og integrationsydelsen. Men det gælder også pensionister og unge.

Vi har gennem de sidste to årtier skabt det mest hullede velfærdssystem.

KONTANTHJÆLPSGULVET

Der er noget, som vi i min kampagnegruppe har arbejdet på det sidste halve år. Det handler om, hvordan vi sikrer vi alle borgere i Danmark imod fattigdom i fremtiden.

Vi skal sikre et løft af alle de fattige i Danmark, som lever under fattigdomsgrænsen. Venstrefløjen har i nogle år efterhånden sagt, at vi skal afskaffe kontanthjælpsloftet, men hvad sætter vi i stedet?

Vi ved, at mange børn og forældre bliver fattige pga. kontanthjælpsloftet. De falder lige igennem og ned i kælderen. Derfor er der brug for et kontanthjælpsgulv, en nedre grænse, der sikrer dem en indtægt, så de kan leve et tåleligt liv.

I dag har vi kun en relativ fattigdomsgrænse i Danmark. Det er helt utilstrækkeligt. Vi har også brug for en håndfast fattigdomsgrænse, som forholder sig til, hvad et liv koster. Her er vi heldige, fordi Rockwool Fonden har udviklet et minimumsbudget, der faktisk kan fungere som en absolut fattigdomsgrænse. Det skal mennesker have at leve for i Danmark.

Det kommer til at koste penge. Og hvor skal de penge komme fra? Skal vi have et samfund med højere lighed, så skal pengene komme fra toppen af samfundet. Fra dem som ikke har bidraget i mange år. Det er bankerne, det er de store firmaer og det er alle de mennesker, som er blevet beriget med skattelettelser de sidste mange år.

Det her vil betale sig hjem på lang sigt, fordi generationer af børn og unge vil få meget større mulighed for at få en god uddannelse og et arbejde.

Når vi har fået sådan en grænse indført, så kan vi sikre, at ingen børn i Danmark skal lide under fattigdom.

Spørg mig om hvorfor jeg skal i folketinget. For børnene, forældrene, men også for de ældre, de unge og alle mennesker på kanten af samfundet.

Det er min største drøm at skabe en ny socialpolitik i Danmark – en socialpolitisk vision, som rækker 50 år frem og sikrer et stærkt velfærdssamfund.

Det er min mission og vision. Tak for at du læste med.

Her er en kopi af min flyer.