FOLKESKOLEN ER DANMARKS FREMTID

Hvis vi skal genskabe folkeskolen som den vigtigste demokratiske institution og hvis folkeskolen skal blive mange flere forældres foretrukne valg, så skal vi udvikle folkeskolen i en ny retning. For at forstå i hvilken retning kræver det et historisk rids.

Siden de første Pisa-undersøgelser i 90’erne viste, at de danske skoleelever ikke klarede sig godt nok, har der fra statslig og kommunal side udviklet sig et stort behov for at styre og kontrollere skolen mere. Det er forståeligt, men problemet er, at styringen har udviklet sig for langt og forkert.

I skolen arbejder fagfolk med at skabe bedre indhold i undervisningen. Det resulterede i uddannelsen af læsevejledere, som har givet et fagligt løft på skolerne og i pisaundersøgelserne har indskoling og mellemtrin i en årrække klaret sig rigtig godt. Det er desværre gået tilbage de seneste år.

I stat og kommuner arbejdede man med at måle elevernes resultater. Det resulterede i de nationale test, som jo er en digital databank, hvor man umiddelbart kan overskue og sammenligne elevernes faglige resultater.

Men! Det er umuligt at gøre elevernes resultater digitale. Testene er i indhold af så ringe kvalitet, at alle eksperter (inklusiv dem som har lavet testen) siger, at de ikke kan bruges som målestok for, om skolen er god. Nationale test er med til at banalisere og reducere undervisningen og har den modsatte effekt af det faglige løft, skolen selv var i gang med at udvikle med uddannelsen og indførelsen af vejledere. Med skolereformens besparelse på lærernes tid til andet end undervisning af eleverne, er vejledertimerne på mange skoler blevet reduceret meget.

De nationale test er skoleeksemplet på hvordan stat/kommune/embedsværk indfører opgaver i skolen, som ingen faglig effekt har, men som udelukkende handler om at kunne dokumentere og styre og endda på et rystende ringe grundlag.

I starten af årtusindet fik Bertel Haarder den idé, at alle elever hvert år skulle have en skriftlig elevplan. Han mente, at der var for lidt skriftlighed i folkeskolen og at det ville højne det faglige niveau at indføre elevplaner. Idéen om mere skriftlighed er god. Det kan højne det faglige niveau, men indførelsen af elevplanerne var en ekstra opgave for lærerne, og der blev ikke afsat tid nok. Derfor blev udviklet online-redskaber til hurtigt at kunne lave elevplanerne. Det resulterede i fjollede afkrydsningsskemaer og smiley-ordninger, der var så indholdsforladte, at de færreste lærere kunne se en mening med dem. I dagens skole er udformning af elevplanerne et uløst problem. Kommunerne har forsøgt at løse problemet med de såkaldte læringsplatforme.

Med skolereformens indførelse blev det forsøgt at sætte alle disse styringsmekanismer i system, og så fik man for alvor skabt et styringsmonster. Der skulle arbejdes “læringsmålsstyret”. Det betød, at der blev opsat nye mål for, hvad eleverne skulle lære. At opsætte mål for undervisningen er ikke nyt. Sådan har det altid været, og sådan bør det være. Det nye var mængden af mål, som blev inddelt i kategorierne: kompetencemål, vidensmål og færdighedsmål, som til at starte med alle var bindende. Der var tusindvis af mål, som alle skulle indlæres i hverdagen.

For skolelærerne var det uoverskueligt at forholde sig til alle disse mål hver dag. Særligt i en situation, hvor der var tilført flere undervisningstimer og mindre forberedelse. For at lærerne kunne løse opgaven investerede kommunerne i læringsplatformene.

Læringsplatforme er digitale portaler udviklet af private firmaer, som kommunerne køber abonnement til. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange penge, der er blevet brugt til læringsplatforme.

I læringsplatformene skulle al undervisning nu planlægges, udføres og evalueres. Her skulle lærerne indskrive al deres undervisning og samtidig tjekke, at de fik afkrydset samtlige læringsmål. Her skulle også elevplanen findes ved, at lærerne efter hvert forløb evaluerede eleverne ved fx at give eleverne en eller flere virtuelle pokaler.

Læringsplatformene virkede som et godt udtænkt system, der kunne inkorporere alle lærernes opgaver i en samlet arbejdsopgave. Problemet med læringsplatformene er, at de er udtænkt ved et skrivebord og ikke har nogen forbindelse til den praktiske arbejdsopgave, det er at undervise.

For de fleste lærere har læringsplatformene vist sig at være et bureaukratisk helvede. Det bliver set som en kæmpeopgave, der skal løses af hensyn til kommunen, skolereformen og de få forældre, som klikker ind på læringsplatformen. Når så opgaven med udfyldelse i læringsplatformen er gjort, skal de fleste lærere bagefter lave den planlægning af undervisningen, som de erfaringsmæssigt ved virker bedst for dem.

Vi skal have styringen i en anden og bedre retning. Som en vigtig del af at genskabe folkeskolen skal vi frem til at forstå, at undervisning er en kompliceret og dynamisk opgave, som løses forskelligt af forskellige lærere, alt efter hvilken pædagogisk metode, der erfaringsmæssigt virker bedst for den enkelte lærer. Det har desuden den effekt, at den enkelte lærer har et personligt engagement til sin arbejdsopgave. Heraf har vi i den danske folkeskole princippet om metodefrihed. Læringsplatformene bærer tydeligt præg af en tankegang om, at når først det store arbejde med at planlægning undervisningen er skrevet ind i den digitale platform, følger undervisningen planen. Enhver underviser ved dog at undervisningen er dynamisk og hele tiden skal tilpasses.

At styrke folkeskolen handler derfor både om styring men også om ressourcer, så undervisningen får kvalitet. Med en vision om inklusion i folkeskolen er der også brug for nytænkning, så mange flere kan blive inkluderet. Her er der brug for flere kompetencer i folkeskolen. Dels flere specialpædagoger og at PPR rykker ud på skolerne, hvor behovet er for at få hverdagen til at hænge godt sammen for alle børn. PPR skal ikke flyves ind, når skaden er sket og problemerne er evidente. De bør være tilstede og være relevante i et samspil med lærerne og den vej rundt også kende børnene, før der opstår udfordringer. Det vil være en god investering i en tidlig indsats.