Niels Christian Barkholt

Folketingskandidat for SF, opstillet i Københavns omegns storkreds.

Niels er uddannet socialrådgiver (1999) og cand.scient.soc. (2007) og har i mere end 20 år beskæftiget sig med socialt arbejde i Danmark og internationalt.

Niels har senest været næstformand i Dansk Socialrådgiverforening 2012-2018.

Niels er i dag formand for LOKK - Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

1. maj tale

Jeg holdte min første 1. maj tale for SF Østerbro i går. Her er talen, som først og fremmest handler om at vi har fået en ny underklasse i Danmark og at vi har brug for en ny socialpolitik for at holde sammen på Danmark i fremtiden.

“1. maj betyder for mig solidaritet. En dag hvor vi samles og fejrer den styrke der ligger i at stå sammen. Men hvordan er det med solidariteten i dag?

I 1890 da der blev afholdt den allerførste 1. maj havde der været en kæmpe tilflytning fra landet mod byerne. Mange fandt arbejde i den hastigt voksende industrialisering, der lå i de store byer. Disse mennesker havnede på bunden af samfundet med usle vilkår. De var en ny underklasse. Dengang handlede 1. maj om at få en 8 timers arbejdsdag, en 6 dages arbejdsuge og tålelige forhold. Her var der noget at kæmpe for!

1. maj blev symbolet på en underklasse, der udviste solidaritet med hinanden. Symbolet på et spirende fællesskab, som ikke alene handlede om at skaffe bedre løn og gode arbejdsvilkår. Man spillede fodbold, man sang og man fandt sammen om noget, der gjorde livet meningsfuldt og godt.

Den solidaritet, de udviste hinanden, blev til grundstenen i det, vi i dag kalder for velfærdssamfundet. En solidaritet, der omfatter hele samfundet. Alle kan få en uddannelse, alle kan få hjælp, hvis de bliver syge. Dem, der rammer bunden, skal støttes og løftes. Og sådan har det udviklet sig slag i slag.

Kampen startede den 5. maj 1872, da Louis Pio indkaldte til et møde, som blev til slaget på fælleden, hvor kampberedt politi på heste tørnede sammen med demonstranter. Over Kanslergadeforliget i 1933, hvor socialpolitikken blev en hjørnesten i velfærdsstaten og et konkret udtryk for solidariteten med samfundets svageste. Man sikrede grundlæggende rettigheder til alle i samfundet.

Den solidaritet, som så lyset første gang d. 1. maj 1890, blev til en omsiggribende solidaritet, så vi i 50´erne og 60´erne kunne skabe det velfærdssamfund, som alle nyder godt af i dag.

Men der skete også noget paradoksalt, i det øjeblik solidariteten omfattede alle i samfundet, så blev den også usynlig for os igen.

I dag er det sådan, at grådigheden har sneget sig ind hos os og udhuler den solidaritet, vort samfund hviler på. Et flertal i Danmark stemmer på partier der mener at dem der har det bedst, skal have det endnu bedre. Partier, der mener at dem der står udenfor, er syge eller marginaliseret selv er udenom det.

Solidariteten er ved at smuldre, fattigdommen stiger, børn og unge er som aldrig før ramt af angst, depression og ensomhed. Uligheden vokser og fører til en øget marginalisering og en øget fattigdom. Alle alarmklokker ringer hos mig og mine socialrådgiverkolleger.

Med regeringens såkaldte ”ghettoudspil” nærmer vi os faktisk Fattigloven fra 1891. Det var dengang man mistede sin stemmeret, hvis man fik fattighjælp. Med det udspil har regeringen udpeget bestemte områder til at være ghettoer.

Der er grund til at tro, at der er lavet fiksfakserier med antallet af ghettoområder. Ser man på regeringens tal fra 2014-2017, så var der med et kriterium på over 2,7 procents kriminalitet 20 områder i 2014, 15 i 2015, 7 i 2016 og 2 i 2017 (Vollsmose og Gellerup). Konklusionen er, at kriminalitetsproblemet er faldet markant og konstant. Men beboerne mangler meget stabilt uddannelse og (derfor) arbejdsmarkedstilknytning.

Den blodige kamp er ovre for lønmodtagerne, men den er kun lige begyndt for de mennesker, som står udenfor samfundet og som ingen stemme har. I dag finder vi en ny underklasse i udsatte boligområder. Fordi disse mennesker er arbejdsløse, indvandrere eller syge, fordi de har problemer, fordi de er marginaliseret, så mener regeringen, at landets love skal sættes ud af spil her. At man skal kunne straffes ekstra hårdt, fordi man bor her.

Vi har en regering, som ved deres fulde fem kan finde på at fratage medborgere selvsamme rettigheder, som blev vundet for alle ved Kanslergadeforliget.

Vi har set, hvordan ny lovgivning netop spiller på frygten. Et nyt ungdomskriminalitetsudspil har set dagens lys, hvormed man kan straffe børn helt ned til 12 år. Det taler helt rent imod al den viden, vi har. Man fastholder en illusion om, at kriminaliteten i Danmark er et meget stort problem, skønt statistikkerne viser det stik modsatte.

Med al min erfaring og viden, som jeg har opnået gennem 20 år i socialt arbejde, så er dette ikke en socialpolitik, som vil løse sociale problemer, men som tværtimod vil skabe flere af dem.

Lad os prøve at se fremad. Hvad vil skabe et stærkt velfærdssamfund, som gør, at alle mennesker kan blive en del af fællesskabet og som vil uddanne og udvikle kommende generationer af mennesker?

For at svare på det, skal vi udvikle en ny socialpolitisk vision. Det mangler Danmark mere end nogensinde. Vi skal have den offentlige sektor tilbage på sporet. Mantraet skal være, at vi skal bygge stærke indsatser op, der virker og hvor vi kan veksle sociale problemer til kompetencer og selvhjulpenhed, indsatser der sørger for at børn og unge får den rette hjælp tidligt.

Groft set ser jeg to store hovedspor foran mig:

Det ene er, at vi på kort sigt skal investere i socialt arbejde. Vi skal investere ca. 60 milliarder kroner – hvad der svarer til den foreslåede bro over Kattegat. Vi skal investere i, at vi på den lange bane bliver langt bedre til at håndtere sociale problemer. Det vil betale sig hjem mange gange igen i de kommende årtier.

Vi skal skabe kraftcentre, der møder menneskers sociale problemer på en måde, så de bliver håndteret. Det ved vi nu er muligt. Det er faktisk et positivt budskab. Vi skal fjerne alt det, som ikke direkte understøtter den kernemission, vi er på her. Væk med tidsrøvende bureaukrati, vi skal optimere kompetencerne og vi skal vise, hvordan vi kan arbejde effektfuldt med at få mennesker i job og uddannelse.

Anbragte børn og unge. Også her skal vi danne et kraftcenter, der sikrer, at unge kommer meningsfuldt ind i livet. De skal have ret til en mentor, til de er 30 år. Det tager tid at få fodfæste i voksentilværelsen, så det nytter ikke noget, at vi efterlader dem ved vejkanten, når de fylder 18 år.

Psykiatrien skal have en genstart, så man faktisk hjælper mennesker videre. Det kræver også nye rammer. Der skal være tæt samarbejde med kommunerne. De skal have redskaberne til at kunne løfte det, som psykiatrien peger på. Igen – det er investeringer vi taler om. Vi kan ikke acceptere, at hele generationer af børn bliver tabt på gulvet.

Det andet spor er, at vi på et noget længere stræk skal udvikle og modernisere den offentlige sektor. Vi skal have gjort det interessant og udviklende for mange offentligt ansatte at gå på arbejde igen. De stresser, de bliver syge og det koster samfundet kassen. Vi skal aflyse en masse lovgivning for at skabe nyt.

Det bliver ikke nemt. Det er et stort slag, der skal kæmpes her. Derfor skal vi involvere så mange stemmer som muligt til at skabe denne forandring. En stor del af det – igen en grund til at jeg stiller op til folketinget – skal foregå fra Christiansborg. Det handler om at sikre gode rammer for sygeplejersker, for pædagoger, for skolelærere, for socialrådgivere. Alle de faggrupper, som man på et eller andet tidspunkt møder, når man har brug for hjælp og støtte. De skal selvfølgelig have en fornuftig løn, men det her handler især om, hvordan de kan komme til at skabe store resultater gennem relationer og kendskab til mennesker.

Hele det boligsociale arbejde er et vigtigt kraftcenter. Det samme er fængslerne. Det samme er voksenhandicapområdet, det samme er hele beskæftigelsesområdet og hele det sociale område. Vi skal arbejde på et nyt og meget tættere samspil med hele den frivillige sektor. Derudover skal der være en overligger, som skal binde meget alt det her sammen. I kan godt se, at det her vil kræve et stort arbejde at komme i den retning, men det må være visionen for en ny stærk socialpolitik, der gør op med fortidens fejltagelser. Det vil gribe ind i uddannelsespolitik, i retspolitik, ind i flygtningepolitik og fordelingspolitik.

Vi er langt fra i mål kære venner, men for helvede, hvis vi står sammen og tør være solidariske, så er det faktisk muligt at nå derhen.”

(Artikel) Vejen til Ny Styring i den Offentlige Sektor

(Artikel) Vejen til Ny Styring i den Offentlige Sektor

Datasamkørsel uden samtykke er unødvendigt og skadeligt for det sociale arbejde