Niels Christian Barkholt

Folketingskandidat for SF, opstillet i Københavns omegns storkreds.

Niels er uddannet socialrådgiver (1999) og cand.scient.soc. (2007) og har i mere end 20 år beskæftiget sig med socialt arbejde i Danmark og internationalt.

Niels har senest været næstformand i Dansk Socialrådgiverforening 2012-2018.

Niels er i dag formand for LOKK - Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

Er vores politikere naive eller kyniske?

Er vores politikere naive eller kyniske?

Niels+10_aar.jpeg

Jeg var 10 år og familien var på ferie hos min mormor og morfar i Hudevad. En lille by mellem Odense og Nyborg. Sådan rigtigt ude på landet med marker, skove, grusgrav og hemmelige stier.

Her var jeg en dag alene på eventyr og kom forbi en forfalden bygning, hvor et af vinduerne var knust. Jeg tænkte: “... så gør det nok ikke noget, hvis jeg smadrer et andet”. Jeg kastede en sten og følte et sus. Inden jeg gik tilbage, havde jeg baldret to ruder mere. Fordi jeg, som 10-årige børn ofte gør, blev grebet af stemningen.

Da jeg kom tilbage, var min mor i haven. “Nå Nielser, hvad har du lavet?” spurgte hun. Jeg fortalte om mit eventyr og uden at tænke videre over alvoren i den del, der handlede om ruderne. Min mor blev vred. Meget vred. “Det er jo Eriksens bygning”, sagde hun, og trak mig straks med ned til ham. Vi ringede på hos Eriksen, og til min forfærdelse var han hjemme. Min mor forklarede, at jeg havde noget, jeg gerne ville sige. Jeg fik fremstammet, hvad jeg havde gjort og gav ham en undskyldning.

Jeg mindes ofte den historie, og jeg kan stadigt smage skammen fra dengang Eriksen åbnede døren. Historien er vendt tilbage til mig en del gange nu i forbindelse med, at regeringen har omsat deres barske menneskesyn til lov. For selvom at mine handlinger nok ikke var grove nok til, at jeg inden for den nye aftales rammer var endt for et nævn, så kan børn på samme alder og med samme tanker og gejst ende der.

Et barn på 10 år er ikke en ung. Det er et barn hvis hjerne er langt fra færdigudviklet. Ja faktisk op til 15 år fra at være færdigudviklet og i stand til at tænke konsekvenser af sine handlinger til ende. Hvad enten der er at knalde Eriksens vinduer eller at stjæle et andet barns iPhone.

Børn skal mærke konsekvens af deres gerninger. Det er vigtigt, for det er sådan barnet lærer af sine fejl. Men møder vi barnet med et koldt straffesystem uden omsorg og pædagogik, ender vi med at skubbe dette barn fra os. Vi lægger kimen til en kriminel løbebane, måske livslang. For på det punkt er forskningen ret entydig.

Når vi i dag har fået ungdomskriminaliteten så langt ned, er det bl.a. fordi vi inden for de nuværende rammer netop magter at få de unge ind i sunde fællesskaber. Fællesskaber hvor der er plads til at fejle og lære, og hvor de voksne aldrig giver op på en. I mine øjne ser det ud til, at regeringen giver op på både børn og unge der er kommet på afveje og dømmer dem til et liv på kant med samfundet.

Det er enten fortvivlende naivt eller rystende kynisk. Det er ikke den rigtige vej at gå. Vi skylder vores børn og unge bedre.

Datasamkørsel uden samtykke er unødvendigt og skadeligt for det sociale arbejde