DREJ BESKÆFTIGELSESOMRÅDET
180 GRADER

Vi har en vigtig opgave i forhold til at sikre et langt bedre beskæftigelsessystem fremover. Den kamp vil jeg kaste mig ind i, hvis jeg bliver valgt til folketinget.

Her er min analyse, som bygger på rigtig mange både fagprofessionelle og borgere, som jeg har talt med. Der er to store udfordringer.

1) Den ene er den store individualisering, der er sket og den skyldgørelse, der er fulgt med. Det har vi haft alt for længe nu. Det kan man få opbakning til visse steder i befolkningen, men det er så uprofessionelt. Men når man tager udgangspunkt i borgerens egen situation og møder dem med tillid, så vil de lykkes. Det er det, et fremtidigt beskæftigelsessystem skal kunne.

Problemet er, at mange ikke kan gøres ansvarlige på den måde, som mange tror. Mange af de mennesker er blevet ramt af en ulykke. Det er tit noget, som sker i deres liv, der gør, at deres liv bliver forandret. De bliver ramt af blodprop, stress, skilsmisse, fyring, konflikter. Igen og igen er jeg blevet bekræftet i det ved at komme helt tæt på. Det er en deroute der går i gang.

2) Den anden store udfordring er, at mange af de borgere, som vi møder, har en langvarig ledighed bag sig og de har en berettiget tillid til, at der ingen job er til dem. De oplever kun et pres og en pressen nedad. Incitamentet ligger hele tiden i at give dem færre penge eller nyttejobs.

Hvis vi ikke har tillid til borgerens motiver, så bliver det bare et skuespil og så ender det med ikke at gøre en forskel. Rigtig mange jobkonsulenter laver et skinteater: Jeg fik mine penge, konsulenten kan sætte kryds ved rettidigheden, men ingen kom i arbejde af det. Der er masser af eksempler på, at hvis man lytter og tager udgangspunkt i motiverne, så sker der forandringer og det er ikke rocket science. Dybest set er ingen uenige i formålet. Begge parter vil gerne på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

En af de stærkeste begrænsende strukturelle forhold er siloopdelingen og måden, vi arbejder med sociale problematikker på. De komplekse sager kan i princippet ikke håndteres. Vi har lavet nogle måder at organisere arbejdet på, som langt fra er lykkes.

Socialpolitikken er blevet til en beskæftigelsespolitik. Mange er i en udsat position, hvor man ikke tager udgangspunkt i deres problemer men om de kommer i gang. Man måler primært på, om de er i praktikker. Det kan de fortsætte med fra den ene til den anden. De oplever at blive udnyttet uden udsigt til et job på praktikstedet.

Det format, man har på beskæftigelsesområdet for at tage en dybdegående samtale med mennesker, er ikke tilstede. Man får ikke brugerperspektivet med ind i måden, man arbejder med borgerne på. De bliver klientgjort. Jo mere man klientgør folk, jo mere oplever de at ”de ikke vil samarbejde”. Dvs. at selve rummet lægger ikke op til et stærkt samarbejde.

Vi skal invitere borgerne ind i problemet og løsningen. Vi skal blive dygtigere til at håndtere det komplekse. Vi skal ud i en netværksorganisering. Den hierarkiske model favner en stor del af kernedriften, men ikke det komplekse.

En anden meget begrænsende struktur er kontanthjælpsloftet. Det vi kan se ude i boligområderne er at de her mennesker bare bliver fattigere. Kontrakten mellem de udsatte borgere bliver svagere. Man eroderer tilliden mellem borger og hjælpesystem.

Det er både familiens trivsel og sundhed, som der bliver gamblet med lige nu og det er nogle sindssygt omkostninger, det vil få på den lange bane. Det handler udelukkende om at ydelsen skal være lavere end laveste lønning. Det skal kunne betale sig at arbejde, hedder det sig.

Der er massivt bevis for, at det ikke virker. Mange jeg taler med siger, at de har 30 års erfaring og de har kun oplevet to, der reelt ikke ønskede at arbejde. Det sker nærmest aldrig, at de møder mennesker, der ikke vil arbejde. Men de har mødt mange mennesker, som er holdt op med at tro på det. Når de er modvillige, er det fordi de ingen tillid længere har til, at de kan blive hjulpet.

Og når de bliver vrede på jobrådgiveren, så er det ikke mennesket, de bliver vrede på, men afmagten over for systemet. Det oplever medarbejderne også – de mister glæden over at gå på arbejde. Det ikke at kunne gøre en forskel, giver mange stress. Og hvis man ikke er tilstrækkeligt superviseret, så begynder man at se på borgeren på en bestemt måde. Man ser det i sproget hos de professionelle, fordi de i princippet ikke kan løse opgaverne.

Vi må også nævne de ansatte. Hele 60 procent er ikke socialfagligt uddannet. Vi kan ikke forklare alene de store problemer med det, men det er klart, at for at kunne arbejde på den måde, som jeg lægger op til og for at kunne høste den store effekt heraf, så er det indlysende, at det kræver en solid faglighed. 

Alt i alt har vi i beskæftigelsessystemet at gøre med en meget grov forenkling af mennesker, der er i udsatte positioner. De bliver langt fra hjulpet godt nok til at komme tætter på arbejdsmarkedet. Den gode nyhed er, at vi kan ændre på det. Når mennesker har bygget dette op, så kan det også ændres på af mennesker.